Historiefortælling et oplæg om at fortælle en god historie.
af Svend-Erik Engh

God historiefortælling er karakteriseret ved, at der foregår en overførsel af billeder mellem mennesker.
Mennesker handler og for at forstå følelserne og motiverne i handlingerne, fortælles historier - sættes nye følelser på.
Verden bliver til at fatte ved at vi fortæller historier om den.

Hvorfor fortæller vi historier?

Min søn Asger, der på det tidspunkt var 1 år og jeg sad og legede i en sandbunke, der lå lige ved vejen. Det var en dejlig efterårsdag og da vi gik fra stedet, havde vi begge en god følelse i kroppen.

En uge efter kom resten af min familie gående forbi det sted, hvor vi havde leget. Da Asger får øje på sandbunken, begynder han at gestikulere og tale uforståeligt pludrende til min kone. Hun griner og ser på min søn med kærlige øjne og så har vi alle en god følelse, da vi går fra stedet.

Der er blevet fortalt historier, så længe mennesker har eksisteret. Det er en måde at blive en del af stammen på og min søn viser en af de fundamentale ting ved historiefortælling. Han fortæller historien til min kone, ikke til mig, selv om det er mig, der skubber barnevognen. Jeg havde jo selv været der og for at skabe et nyt rum, må fortællingen fortælles til min kone.

Derved træder han ind i verden to gange:

Ved at gøre noget sammen med sin far, der gør begge glade.

Ved at fortælle om det til sin mor, og derved skabe en ny glæde, ikke ulig den første.

Vi træder ind i verden ved at lytte til fortællinger om verden.

Vi går i gang med at forandre verden ved at fortælle om den.

Hvordan fortæller jeg mine historier?

1. Billeder
2. Konge/tjener i eget hus
3. God fortælling er som en dans

Billeder

Den gode historiefortæller skaber indre billeder inde i sig selv, forvandler disse via ord og krop til billeder i tilhørerne. En venligt vibrerende vekselvirkning opstår mellem fortællerens indre billeder og tilhørernes indre billeder.

Billederne tilhører den enkelte tilhører. Det er ikke nødvendigvis de samme billeder, som alle tilhørere får.

Min svenske kollega og en af de tre medlemmer af Beretter Akademiet , Anders Granström fortæller en historie om en by, der er omkranset af en mur. Når vi holder oplæg, spørger vi tilhørerne, hvilken farve muren har. Der er næsten lige så mange forskellige mure, som der er tilhørere.

Vi er her ved udgangspunktet for god historiefortælling: Hver enkelt billede i hver enkelt tilhører er unikt for denne ene person, skabt udelukkende i øjeblikket og væk i samme moment, fortællingen er slut.

Konge/tjener i eget hus

At træde ind i et rum som fortæller er at blive kongen i rummet - du bestemmer alt. Hvordan stolene skal stå, hvor du som fortæller skal være og når du er sammen med dine tilhørere, er de aldrig i tvivl om hvem der har magten i rummet.

Samtidig med at du har magten i rummet er du den mest ydmyge tjener. Alle tilhørernes mindste befaling er din lov. Du må lytte dig ind til dine tilhøreres inderste drømme og det kan du kun gøre ved at være 100 % ydmyg overfor dine tilhøreres ønsker. Vær opmærksom på dine tilhøreres reaktioner.

Først kontrol over rummet og tilhørerne der er i rummet, derefter ydmyghed og det lyttende øre: Hvordan har I det dernede? Er i klar til at modtage flere billeder?

Venligt Vibrerende Vekselvirkning mellem konge - og tjenerrollen.

Dans

At fortælle er som at danse med sine tilhørere, man byder dem op, de rejser sig og det er vigtigt hele tiden at mærke efter, hvordan ens partner har det.

Du indtræder som fortæller i en uforudsigelig dans mellem forskellige modsætningsforhold, som evigt veksler mellem hinanden. Og denne komplementære modsætningsdans er det, som jeg kalder venligt vibrerende vekselvirkning.

Fortæller - tilhører

Hvad sker i mødet mellem fortæller og tilhører?
Hvad er det centrale element i en mundtlig fortælling?
Skal fortælleren være i centrum eller skal det være lytteren, der er det væsentligste?

Vi er ikke i tvivl: Det er det, der foregår mellem tilhører og fortæller, der er det interessante.

Fortælleren

Når først opmærksomheden er blevet rettet ind mod den gode historie, er det pludselig tydeligt, hvilket stærkt middel en historie forvaltet på den rigtige måde kan være. Og hvor meget skade en dårlig historie kan anrette. Ved at lære at lytte ind til historiernes kerne på historiernes egne præmisser, er det muligt at forvalte værktøjet.

Som sagt er der i dette univers ingen eksperter. Selvfølgelig er det muligt at konsultere nogle af de professionelle fortællere og få gode fif af dem til at blive bedre til at lytte og fortælle (det hænger sammen, jo bedre lytter, jo bedre fortæller!). Det hjælper også at være opmærksom på de gode folk, der jævnligt besøger Danmark og laver work shops i fortælling og organisationsudvikling.

Men når det er sagt, er der stadig kun en måde at lære dette fantastiske værktøj at kende: Ved at gøre det! Fortæl. Begynd med at find en god kort historie. Hvis du bliver grebet eller du morer dig, så er der store chancer for, at dine tilhørere gør det samme. Så skal du lære din lille historie udenad. Find billederne i den og lær dem at kende. Fortæl historien til dig selv, til din hund (hunde er fantastisk tålmodige lyttere!) og fortæl den så til en tilhører. Vær opmærksom på reaktionerne. Sidder hunden og kigger eller falder den i søvn? Er din kone eller mand uopmærksom, lige i det øjeblik, pointen serveres? Så skal du tilbage til billederne i historien, gør dem klarere og så find et nyt offer, nogle nye ører. Du vil opdage, at folk får opmærksomme øjne, når du fortæller. Alle mennesker kan lide at få fortalt en god historie. Jeg kender heller ikke ret mange, der ikke synes det er en god oplevelse at fortælle en.

Fortællingen

Faktorer, som bidrager til at en fortælling ikke bliver "god nok":

    tidspres

    målestok for hvad der er en god og en dårlig historie

    forskellige dagsordener, som kører rundt

    almindelig ulyst fordi det er en tvungen opgave

    at historien er skrevet ned først

    at den mundtlige fortælling er underordnet den skriftlige

Faktorer, som bidrager til at en fortælling fungerer

    masser af tid

    mærke efter, om historien virker på dig. Fortælle den til en eller to andre og tal med dem om hvordan
        historien virker på dem

    fokus på en historie og dens virkning

    lyst fordi det er sjov og fordi det virker

    at historien som det første fortælles

    at den fortalte historie er det primære, det der fokuseres på

Tilhøreren

Da jeg begyndte med at fortælle historier midt i 90´erne, var folks reaktion mildt sagt overbærende - folk sagde gerne, at de også syntes, at det var vældigt fint med oplæsning, det kunne de godt lide (det lå i luften: Som adspredelse fra tossen, ikke!).

Når jeg så gjorde opmærksom på, at jeg ikke læste op, jeg fortalte, så kiggede de lidt forvirrede på mig: Jamen, det var da også det, jeg sagde, var det ikke? Nej, det var det ikke. Der var og er en uendelig forskel på det at læse op og så at fortælle frit fra leveren. Fortælleren og tilhørerne er til stede i det samme rum, og tilhørerne er i stand til at lave om på historierne med indfald og korrektioner. Alt er afhængig af, om de er nysgerrige eller hvad der sker.

Den bedste fortæller i denne verden har ikke en chance, hvis ikke tilhørerne er åbne for fortællingen. Hvis der ikke kommer billeder på skærmen, den indre skærm, hvis øjnene flakker lidt utålmodige rundt og tankerne går til Kreditforeningen og pensionsordningen og hvad der ellers er af eksistentielle spørgsmål, der opfylder et voksent liv, hvis fortælleren ikke kan mærke sine tilhørere - tja, så er der bare ikke noget at gøre, så kan fortællingen ikke blive god.

I dag er reaktionen nærmest modsat. Historiefortælling er i dag i den grad blevet in, at vi som mundtlige historiefortællere skal passe på at være på vagt overfor de signaler, der kan gøre os dovne. Hvis tilhørerne ikke er skarpe og gerne uden forventninger, skal vi bearbejde dem, så de falder ned i et gear, hvor de er medvirkende, aktive. Uden tilhørere, der ved at det er et hårdt krævende arbejde at skabe billeder, ingen god fortæller.