Børns indre og udtrykte billeder – hvordan?
- Oplæg på konference om børns indre billeddannelse onsdag den 12. maj 2004
v/ Naja Pedersen, Leder af Lousiana Børnehus

    

Min tilgang til dette emne – børns indre billeddannelse - er selvfølgelig præget af min arbejdsplads, Louisiana Museum for Moderne Kunst, og i det hele taget af visuelle udtryksmåder. Mit udgangspunkt i forhold til børns udtryksformer er kunsthistorien og min erfaring med at formidle moderne kunst til børn, unge og voksne.

I Louisianas Børnehus kan børn arbejde aktivt med billeder: De kan se billeder – kunsten på museet, de kan tale om billeder, de kan tegne efter billeder, de kan få gode ideer og inspiration og de kan forme, tegne, male, bygge deres egne billeder.

På Louisiana er der en lang tradition for at tilbyde kunstrelaterede aktiviteter og formidling særligt til børn og unge. Fra Louisianas grundlæggelse i 1958 har det været et museum for mennesker - både de små og de store. Til venstre for hovedindgangen indrettedes et værkstedsrum, hvor børn kunne stifte bekendtskab med kunstneriske teknikker. Fra 1977 har Skoletjenesten været tilknyttet museet og tilbyder undervisning til skoleklasser.

I 1978 viste Louisiana en udstilling, der hed Børn er et folk. Udstillingens titel er lånt fra sangen ”Det Gådefulde Folk” af Beppe Wolgers. På udstillingen vistes interaktive installationer af primært kvindelige kunstnere. Blandt andet kunne man gå ind i en stor livmoder og der var en græsbeklædt volvo. Udstillingen blev en kæmpe succes. Louisianas grundlægger Knud W. Jensen var dybt engageret i spørgsmålet om børns forhold til museer. Udstillingens succes cementerede Knud W. Jensens ideer om at børn skal have mulighed for at opleve kunst på museer - på deres egne præmisser.

Knud W. Jensen skriver i forordet til udstillingen (i Louisiana revyen fra 1978):

at kunst keder i grunden børn, selvom de ofte kan bringes til at sige noget pænt om den eller ligefrem noget genialt. De vil jo så gerne glæde os. I realiteten får de nok ikke så meget ud af at gå på kunstmuseum før pubertetsalderen.

Knud påpeger samme sted grunden til dette, nemlig at børnene skal klare sig på voksnes betingelser.

Jeg er ikke enig med Knud i at kunst keder børn. Jeg mener bare, at de skal introduceres ordentligt for den. Forholdene for børn på danske museer er blevet bedre generelt siden 1978. På Louisiana åbnedes i 1994 Louisianas Børnehus. Og andre museer bygger eller skaber på anden måde også særlige rum for og hensyn til børn.

På trods af disse rum skal børnene fortsat klare sig på de voksnes konditioner. Men det er jo børns vilkår. Børn ER ikke uden voksne. Voksne skaber børn og børn er afhængige af voksne. Og det må man gøre sig klart, både når man vil formidle kunst til børn og unge og når man vil finde frem til hvordan børns indre billeder dannes.

Indre Billeder
I 1998 viste Louisiana en udstilling, der hed De glade givere. På denne udstilling udstilledes værker, der var doneret kunstmuseerne af kunstsamlere. Knud W. Jensen var jo selv en en stor kunstsamler og han ville rigtig gerne vise alle disse gavmilde menneskers store gave til det danske folk.

Et af kunstværkerne på udstillingen hed Skt. Michael med Dragen. Det er et spansk maleri formentlig fra 1500-tallet. Kunstneren er ubekendt. Maleriet tilhører Statens Museum for kunst. Det er en gave fra Ny Carlsbergfonden.

Sankt Michael er den ærkeengel, der er kendt for at han sloges med en drage. Det var også ham der vejede menneskenes gode og dårlige sider og bestemte om de røg i helvede eller i himlen. Jeg vil nu beskrive maleriet for jer, og når jeg har beskrevet det, vil jeg bede jer om at tegne en husketegning af det jeg fortæller.

Hvad er et indre billede? Et indre billede er et billede kun een person kan se. Det indre billede er ikke synligt for andre end den person, der har det indre billede. Medmindre man forsøger at udtrykke de indre billeder sprogligt eller visuelt. Men når vi så hører den samme historie eller ser det samme billede, så må vi da også få de samme indre billeder, ikke sandt? Nej, og det skal jeg vise eksempler på her.

Fremvisning af børns skitsetegninger af Sankt Michaels kamp.

Nu har jeg jo ikke set jeres tegninger, men ser vi på børnenes tegninger til historien og maleriet, så ser det ud som om de ikke har set det samme billede. Deres fokuspunkter er totalt forskellige. Og det er jo klart, for vi er forskellige individer, med forskellige interesser og forskellige baggrunde.

Hvad er en stjerne?
I Louisianas Børnehus har vi både mundtlige formidlingsaktiviteter hvor en kunstformidler er koblet på hele tiden, og aktiviteter hvor kunstformidleren ikke fysisk er tilstede, men hvor materialer, skriftlige vejledninger og modeller skal inspirere til opdagelse og udfoldelse på egen hånd.

I 2000 viste Louisiana en udstilling med den amerikanske fotograf Anni Leibowitz. Anni Leibowitz er kendt for sine portrætter af kendte mennesker, eksempelvis Demi Moore og Hilary Clinton. Udstillingen hed Stardust – stjernestøv. Med udgangspunkt i denne udstilling stillede vi en brevkasse op i Børnehuset og opfordrede børnene til at tegne og eller skrive hvad de mente en stjerne er. Vi havde forinden gjort os klart hvad en stjerne betyder eller kan betyde. Grundbetydningen er ’at være strøet på himlen’. Derudover kan en stjerne betyde ’Funklende, uopnåelig, urørlig, selvlysende’. Det kan også være en betegnelse for en særlig populær eller fremragende scenisk kunstner, eller en fællesbetegnelse for alle himmellegemer.
Alle stjerner er sole, en samling glødende gasser.

Det var en meget enkel aktivitet, og det er nok en af vore mest populære. Vi forestillede os, at vi ville få mange tegninger af stjerner. Vi fik tonsvis af billeder og ord og samlede dem i en mappe. Jeg har taget fire bud med:

• En stjerne er en person som har hjulpet andre
• En stjerne er gas der brænder ude i verdensrummet
• Britney spears er min stjerne
• Min lillesøster er en stjerne nu. Hun døde knap 2år gammel. Så når vi vil hende noget, finder vi hendes stjerne på himlen. Det bliver vi glade af.

Bemærk at de fleste af børnene kombinerer deres billede med ord eller omvendt. Vi har før og siden opstillet brevkassen med spørgsmål på. Men vi har aldrig opnået det samme engagement som ved denne aktivitet. Og hvorfor ville børnene så gerne ’tale’ med os ved denne aktivitetet? Hvad gjorde, at de opfattede dette som en særlig seriøs dialog? Hvorfor ville de gerne dele deres indre billeder og tanker med os?

Mit bud er, at aktiviteten var enkel. Sammenhængen med udstillingen var klar, og samtidig bad vi børnene fortælle os noget som de kendte til, som de havde erfaringer med og var eksperter i. Og de følte at vi talte med dem og ikke til dem.

- og fiasko
En anden aktivitet vi har forsøgt at have i Børnehuset, var vi selv vældigt begejstrede for. Det var med udgangspunkt i værker af den argentinsk/Italienske kunstner Lucio Fontana. På Louisiana har vi en fantastisk samling af hans værker.

Fontana arbejder med forholdet mellem flade og rum. Hans lærreder er beklædt med forskellige materialer og så er de flænsede, der er skudt huller i eller de er på anden måde perforerede. Vi tænkte, at dette da lige var noget for børnene. Så vi samlede en stor mængde af forskellige materialer: læder, tyndt metal, guld og sølvstof, tyl, rød silke og meget mere. Vi placerede materialerne på et bord sammen med paprammer og hæftemaskiner. Tanken var at de skulle spænde materialerne over rammerne, hæfte materialet fat i rammerne og derefter perforere materialet. Til illustration havde vi lavet en række modeller, der kunne berøres på væggen ved siden af bordet.

Børnene satte stoffet om rammerne, som de skulle, men kun rundt om rammerne, således at rammerne blev flotte guldrammer til deres tegninger. Dette var ikke meningen – det var forkert – men der er jo ikke noget, der er forkert. De brugte deres erfaringer og jeg er sikker på at perforering af materialer aldrig har været en tilladt aktivitet i disse dejligt artige børns universer, så det aggressive ved denne aktivitet tiltalte dem slet ikke. Perforering, flænsning og iturivning er egentlig mest noget man gør, når man er vred, ked af det eller desperat. Og i disse dejlige, lyse og generøse omgivelser var det ikke lige de følelser der var fremme.

Vores viden om børns indre billeder er baseret på deres udtryk
En 4-årig dreng fik overrakt en kæmpeæske med farver og papir og så tog han en sort farve og begyndte at tegne, mens jeg lidt bekymret sagde: Skal du ikke bruge andre farver end sort. Så greb drengen den gule farve og tegnede oveni det sorte, og vupti – vupti – (og alt for hurtigt) erklærede han at tegningen færdig. Og hvad er det, spurgte jeg? Kan du ikke se det, sagde han – forundret og en smule hånligt? Det er en Pingvin. Omgivet af isbjerge. Med sol i øjnene. Og nu gad han iøvrigt ikke at tegne mere, og væk var han. Det tog ham ca. 2 minutter at lave tegningen.

Tegningen viser en figur med cirkelformet hoved og mave og fire streger som henholdsvis to arme og to ben. Figurens kontur er tegnet med sort streg. Der er tegnet to cirkelformede øjne, som er farvet gule. Figuren kan være et menneske eller et dyr. Den er omgivet af sorte streger, der både er lige, takkede og krusedulle-agtige. Der er også lidt gule streger. Tegningen viser tydeligt en pingvin der står iklædt sin sort/hvide dragt i et sneklædt islandskab hvor solen strejfer sneen og pingvinen får den i øjnene.

Jeg spurgte drengens forældre om de vidste hvor det kom fra – pingvinen og isbjergene og solen i øjnene. De anede det ikke. Og hvad udtrykker dette billede – en lyst til at fortælle.

Jeg vil vise jer et andet billede. Denne skitse er tegnet af en fire-årig pige på Børnehusets Billedskole. Børnegruppen så en model af billedhuggeren Bertel Thorvaldsens hoved af selvportrætsstatuen fra 1839. Denne model viser en kunstner der er opslugt af sit arbejde, med uglet hår som et udtryk for hans drømmende sind og en streng og stram mund der vidner om skaberkraft. Jeg spurgte børnene om de ville kunne få øjenkontakt med kunstneren, hvis de stod foran ham. De svarede, nej, fordi han ser opad. Jeg forklarede dem, at på det tidspunkt hvor Thorvaldsen levede, mente man at kunstneren fik sin skaberkraft fra Gud (jeg er kun Guds redskab), og at man mente at Gud bor i himlen. Efter samtalen tegnede børnene skitser af busten.

Og se så her:
Den 4-årige pige registrerer i sin tegning med megen stor akkuratesse den romantiske kunstner der modtager guddommelig inspiration. Tegningen illustrerer koblingen mellem det hun ser og det hun tænker. Hun tegner det hun ser og det hun har hørt, og viser på den måde sin opfattelse af det hele. Det er fantastisk og meget enkelt. Det selvportræt pigen senere modellerede var også virkelig godt. Det var godt, fordi det udtrykte at hun arbejdede aktivt med det hun så og hun udtrykte det hun tænkte.

At få fyldt på
Da jeg gik i skole fortalte en lærer mig om hvordan man laver olie. Hun sagde at en masse organiske materialer falder ned i et klippehul, ligger der i milioner af år og bliver langsomt omdannet til olie. Denne meget simple måde at forklare oliens dannelse på, kan overføres til børns indre billeddannelse. Det er min erfaring at børns indre billeder skal næres.

I 1960 udkom Ruth Højbjergs bog om at Alle børn kan tegne. Selvfølgelig kan alle børn tegne. Men de ved det måske ikke selv. Og deres voksne ved det måske heller ikke. Mange voksne tegner og maler ikke, fordi de ikke synes at de er så gode til det. Små børn tegner og maler meget. Men pludselig begynder der at ske noget. De bliver utilfredse med deres tegninger eller malerier fordi de ikke ligner. De bliver ekstremt selvkritiske og i denne fase er der mange der går i stå. De får ikke hjælp i skolen, hvor man desværre ikke vægter tegning særlig højt.
Alle børn kan tegne og male. Nogle er supergode til det fra første færd. Andre bliver bedre jo mere de vænner sig til mediet og lærer det at kende. Men det afhænger meget af hvilke udfoldelsesmuligheder de får fra forældre, pædagoger og læreres side.

I Tivoli havde man i begyndelsen af 1950’erne et maletelt ledet af kunstpædagogen og den senere rektor for seminariet i Holstebro Thora Raknes. Her kunne børnene komme og male, og det at male blev en forlystelse på linie med en tur i veteranbilerne eller i rutschebanen. Det skal være skægt at tegne og male.

På Louisiana har børnene altid tegnebræt og blyant med når de får en omvisning. De skal tegne skitser af det de ser. Når de tegner ser de nemlig meget mere opmærksomt. Dermed bliver skitsen et vigtigt redskab til at forstå hvad det er de ser. Det er bekymrende at tegning ikke længere er et fag i skolen, og at billedkunst kun er noget man har i få år. Vi benytter altid skitsetegning som et redskab til billedforståelse. Børnene tegner de billeder de ser. Dette er vigtigt ikke fordi de skal efterligne, men fordi de skal se og fordi de skal huske. Disse skitser er guldgruber i værkstedet og senere i institutionen, når de skal fortælle hvad de har set - og i hjemmet.

Et andet eksperiment er at jeg siger navnet på en farve. Derefter skal I skrive jeres tre første associationer i forbindelse med denne farve ned. Jeg siger gul. Alt efter hvem vi er forbinder vi denne farve med forskellige ting: Solen, kornet, hår, tis, bier, bananer, citroner. Nogle tænker på noget varmt, andre på noget koldt. Nogle på noget moderne, andre på noget gammeldags. Osv. De indre billeder der toner frem på vore nethinder er altså forskellige, og det er meget vigtigt at være klar over og meget vigtigt at respektere.

MEN det sker også at en farve nævnes og der ingen indre billeder dannes. At der er sort og tomt og mørkt og ingenting. Det kender jeg i hvert fald selv, og det sker som regel, når man har følelsen af at der bliver spurgt uden interesse for et svar. Hvis jeg genkender noget, der ligner tom retorik, står mine indre billeder som regel af. Eller når man føler at man skal finde det rigtige svar – altså at der er een rigtig måde at gøre tingene på og den skal man finde. Som i et computerspil, når man må lade sig dø hundrede gange – eller i hvert fald indtil man har fundet den rette måde at hoppe over sneglen eller slå myren på. Så kan man godt miste lysten til at delagtiggøre andre i sine indre billeder.

Louisiana besøges af 60.000 til 70.000 børn om året. Nogle af vore ivrigste besøgende i Børnehuset er de 2-3-årige. De er fuldstændigt vilde med at opdage og bruge materialerne. En 2-årige har en billedproduktion, der er helt fantastisk. Og de har lyst til at spise det hele. Og jeg mener ikke bare at putte det i munden, men deres lyst til at opdage og udnytte mulighederne for udfoldelse og udtryk er fantastisk. De kan falde i svime over en rød farve. Nogle af disse 2-3-årige beholder deres lyst til at udtrykke sig visuelt, men andre bliver senere bange for at udtrykke sig.

Hvad bliver de bange for? De bliver bange for materialerne, for opgaverne, for at de ikke kan lave billeder. De bliver bange fordi deres bevidsthed om at der er rigtige og forkerte billeder vokser. Det er jo egentlig noget sludder. Der findes ikke rigtige og forkerte billeder, men børn får den oplevelse og den må de jo tilegne sig på en eller anden måde.

Når man arbejder med børns billedudtryk er det vigtigt at man som professionel voksen er sig sit engagement og sine holdninger bevidst. Jeg fik engang fortalt en historie om en vuggestue der skulle deltage i en udstilling af børns billeder. To medarbejdere var involveret i et male-projekt med børnene. De havde en gruppe hver. Børnene skulle sætte aftryk på papiret. Den ene medarbejder viste børnene hvor og hvordan de skulle sætte aftrykkene på papiret. Aftrykkene dannede sammen en orden der blev til smukke cirkler. Den anden medarbejder lod børnene sætte deres aftryk som de ville. Dette billede blev rodet, energisk og vildt.

Vi oplever ofte i Louisianas Børnehus, at pædagoger eller lærere der besøger os trækker os til side og bekymret siger ”mine børn er ikke så dygtige til at tegne”. Disse proffesionelle har altså også en opfattelse af, at der er noget der er rigtigt og noget der er forkert. Og det er forkert! Hvordan kan vi få bugt med denne forestilling? For det er en stor hindring for dannelsen af billeder.

Den franske kunstner Jean Dubuffet er en af mine yndlingskunstnere. Vi har en del af hans værker i samlingen på Louisiana. Bl.a. den store skulptur Dynamisk Herresæde. Det er en kæmpe hvid skulptur med sorte konturstreger. De sorte streger følger den hvide skulpturs former. Da den ikke er geometrisk ser det ud som om stregen danser. Den hedder herresæde fordi den har to udspring i hver side på forsiden som et engelsk herresæde kan have to fløje. Dynamisk Herresæde er faktisk et dansende hus!

I 2001 var det 100 år siden at han blev født. I den anledning viste Pompidou centret i Paris en kæmpe retrospektiv udstilling med alt hvad han har lavet., de første malerier, gipsmasker, billeder af livet i metroen, collager af blade og andre naturgenstande, køer, nøgne kvinder, jordoverflader, myldrende trafik i Paris, myldrende liv.

Jean Dubuffet er inspireret af børns tegninger i sine værker. Den stil som Dynamisk Herresæde er bygget i kalder han L’hourloupe. Det er et selvopfundet ord der betyder krusedulle. Og ser man nærmere efter ligner de sorte streger da også den slags kruseduller man kan sidde og tegne mens man taler i telefon – uden at tænke over det.
Dubuffet har blandt andet malet en serie fantastiske malerier af nøgne damer. Vores på museet hedder Den Usikre. Når vi ser på Dubuffet med børnene, taler vi først om hvad børnene kan se. Derefter skal de stille sig som hende, så deres krop inddrages i forståelsen af billedet. Og tilsidst skal de tegne hende.

Se Børnenes opfattelse af hende. Det samme maleri og helt forskellige opfattelser/udtryk.

Fælles for kunstnernes forhold til barnet, det barnlige og børns tegninger er en romantisk forestilling om at barnet tilhører det her gådefulde folk der alle besidder en magisk kilde et sted i psyken, hvorfra de ubegrænset kan øse af fantasien. At have fantasi betragtes også i vore dage som en rigdom, som en mangfoldighed af muligheder. Men vi er nu bevidste om at fantasi ikke er medfødt. Fantasien behøver det råstof som vi henter ind ude fra – dette gælder både børn og voksne - fra alle vores erfaringer om verden. Når man ved noget, kan man slippe fantasien løs og gå på vingerne.

Hvorfor skal børn opleve billedkunst og besøge kunstmuseer? For at give dem lyst til at blive kunstnere, når de bliver store? Nej! Børn besøger museer for at blive introduceret til deres kultur. Og børn skal opleve billedkunst for at blive introduceret til den visuelle kultur, som de selv er en del af. Og det kan bl.a. ske på kunstmuseet. Her kan de blive inspireret til egen kreativitet og kreativ udfoldelse. Her kan de blive fyldt på.

Pædagoger og kunstformidlere har stadig en forestilling om at vi gennem vores arbejde skal styrke barnets individuelle udtryk, og vi er præget af forestillingen om børns fri udfoldelse, retten til kreativt at udtrykke indre stemninger, uden at blive mødt af dømmende voksne. Men hvis man siger til et barn: ”Nu skal du tegne, male, forme din fantasi!” - så vil de fleste børn ikke kunne gøre det. Fantasi er ikke i sig selv et visuelt ord. Må man stille krav til børns tegninger og deres kreative udfoldelse? Ja, for på den måde giver man dem nye udfordringer og dermed stimulerer man dem.

I 2002 og 2003 viste vi en kæmpe Arne Jacobsen udstilling på louisiana. Udstillingen var en hyldest til denne store arkitekt, designer og opfinder. En af de ting, som vi viste var en plakat han havde tegnet med fremtidens hus, hvor der både var plads til båd, bil og helikopter på taget. En 12-årig pige har tegnet en skitse af denne plakat.

Arne Jacobsen arbejdede også med interieurer og han tegnede blandt interieuret til Bellevue teatret. Stolerækkerne her er formet, så de minder om bølgerne uden for teatret, hvilket den 12 årige pige har fået med. Men den 8-årige dreng er gået skridtet videre. Han giver stolene menneskeskikkelser og lader dem nærmest forlade teatret – måske for at få sig en kølig dukkert på den anden side af vejen.

Dialog
På Louisiana vil vi gerne at børnene opnår en forståelse for kunsten, for billederne, men en forståelse der bibringes dem i en dialog med dem og ikke ud fra en forestilling om at børn er hvide lærreder eller tomme kar der skal fyldes op af os voksne eller forældre, familier, pædagoger, undervisere og formidlere.

Alle Louisianas mundtlige aktiviteter til børn og i undervisningssammenhænge er dialogbaserede. Alle værksteder i Børnehuset, det være sig værkstedsbesøg for institutioner, weekendværksteder for private eller de enkelte billedskoleforløb indledes med en omvisning på udstillingen eller i museets samling. Her har børnene tegnebrædt og blyant med og formidleren taler med børnene om det de ser. Via dialogformen søger vi at komme i kontakt med børnenes visuelle kompetancer.

Et vigtigt fundament i formidling af kunst til børn og unge er respekten for dem. Det er ikke lige meget hvad de siger og det er heller ikke lige meget hvad de laver. God formidling til børn og unge bygger på faglighed OG respekt for barnet og den unges erfaringsgrundlag. Børn og unge kommer til museet med en mangfoldighed af erfaringer. Det er af utrolig stor betydning, at disse erfaringer respekteres, men samtidig er det formidlerens ansvar at forankre samværet i den faglige kontekst.
I formidlingssituationen sker en udveksling mellem børn og unges erfaringer og formidlerens faglige viden. Der skal i formidlingen være plads til mangfoldighed og spontanitet. Den kunstopfattelse børn og unge bringer med sig ved besøget på museet har mange facetter, og det er vigtigt at respektere at børn og unge kan have opfattelser af kunst afvigende fra kunstnerens intention med værket. Alle udsagn er lige gyldige, men da de netop ikke er ligegyldige, må udsagnene ikke stå alene - de skal forankres i en læsning af værket. Det er vigtigt at børn og unge forlader museet med en styrket fornemmelse af at have deltaget aktivt, bidraget med vigtige iagttagelser og dermed fået en god oplevelse. Nogle af de elementer den gode museumsoplevelse gerne skal formidle er en nuanceret opfattelse af kunsten og en mindskelse af afstanden til museet.

At formidle handler om at prioritere på baggrund af en stor vidensmængde. Denne prioritering er udtryk for et bevidst valg fra formidlerens side, da det forholder sig således, at jo større viden om kunstværket, kunstneren og perioden, jo bedre rustet er formidleren til at prioritere denne viden. Samtale, diskussion og perspektivering der er basis elementer i kunstformidling til børn og unge udspringer af formidlerens faglighed.

Et barn er ikke et ubeskrevet blad, når det besøger Louisiana

Al formidling i Louisianas Børnehus er baseret på respekten for børn og unges visuelle kompetancer. Børn og unge (og deres voksne) er ofte ikke opmærksomme på, at de besidder disse kompetancer. I Børnehuset ønsker vi at skabe aktiviteter hvor børn og unge får gode oplevelser ud af dialogen med moderne kunst. Den gode oplevelse bygger på iagttagelse og dialog. Det sete skal gerne kobles med det tænkte og det tænkte skal gerne kommunikeres ud til debat. Dialog er vigtig og dialog er et redskab.

Det er ønsket med Børnehusets aktiviteter at give børn og unge en fornemmelse af at de selv kan gå i dialog med kunsten. De må gerne opleve at museet ikke er et sakralt sted, hvor de hellige relikvier opbevares og uindviede ikke har adgang, men at et museum er et sted, hvor man kan få gode oplevelser. Børn er ikke længere et gådefuldt folk for os, men de er stadig et særligt folk på Louisiana.

Vore aktiviteter er tilrettelagt således at vi har åbne aktiviteter, hvor vi har lagt materiale frem på bordene, måske en model og en skriftlig vejledning til voksne der er sammen med børnene. Ved disse aktiviteter kan vi ikke ’styre’ hvad resultatet bliver for børnene. Vi tager initiativ til en bestemt aktivitet, men børnene kommer med deres baggage af erfaringer og i mødet mellem dette opstår resultatet.
Vores anden form for aktivitet er værkstederne, der er tidsbegrænsede og hvor hele forløbet er tilrettelagt.

Jeg vil nu læse en lille historie op som I måske har hørt før, men man kan godt tåle at høre den igen:

En to hundrede og syvogfirsindstyvende gang var der en engel. Hendes øjne var lavet helt af lys. Derfor kunne hun slet ingenting se. Til gengæld kunne hun forestille sig alting. Også det, som ikke var endnu, og når hun først havde tænkt det, så sprang det i samme øjeblik lige ud af øjnene og ind i verden.

Denne lille historie af den fantastiske børne- og ungdomsforfatter Louis Jensen fra bogen 100 splinternye historier handler om børns fantasi. I Louis Jensens lille historie om englen kan hun ikke se, men hun kan tænke eller forestille sig. Og i det øjeblik hun forestiller sig noget springer det ind i verden og er. Og sådan er det med fantasi. Fantasi er en evne til at forestille sig noget som ikke er enten fordi det ikke er tilstede, ikke kendes eller ikke eksisterer. At have fantasi vil sige at man har en evne til at omskabe og kombinere kendte forestillinger til nye forestillingshelheder som ikke modsvares af en iagttagelse. Fantasi er tankevirksomhed, som kan forblive tankevirksomhed, eksempelvis som drømme eller kan medføre handlinger.

Den skabende fantasi rummer virkeliggørelsen af fantasien. Den skabende fantasi kaldes også kreativiteten. Alle mennesker er født med et potentiale for skabende virksomhed. Forudsætningen for børns indre billeddannelse og udtryksformer er at der er noget at udtrykke: at der er noget at afprøve og undersøge, lege eller fortælle.

Naja Pedersen 12. maj 2004