At pædagogen er opmærksom på børnene – og tør tale med dem – er det allervigtigste. Også i forhold til det tværfaglige samarbejde har samtalerne væsentlig betydning.

Vi vil her beskrive, hvordan vi i hverdagen skaber mulighed for, at det bliver tydeligt for enkelte barn, hvem af de voksne der er særligt inde i det pågældende barns og dets families problemer.
Vi vil her give eksempel på hvilke problemer et barn kan tumle med, og hvordan man som voksen kan hjælpe barnet barnet til at få orden kaostiske følelser i en aktiv dialog.
Historien er skrevet i Jeg form dette for at gøre den mere aktiv, og det er lettere at danne et indre billede i jeg form end i vi form

I det følgende vil jeg give eksempler på samtaler, jeg har haft med en 5-årig dreng. Eksemplerne er fra sidste år, hvor han gik på institutionen, inden han skulle starte i skole.

For at skabe mening i samtalen med barnet, skal man kende familiens historie

Familien består af mor, der er psykisk syg, og hendes to drenge og i perioder morens kæreste. Institutionen har kendt familien i fire år, og i den periode har børnene været anbragt på observationshjem i ca. tre måneder, og opholdt sig i deres aflastningsfamilie i en måned. Begge gange, fordi mor var indlagt. Jeg har i de fire år haft mange samtaler med mor og har etableret et tillidsfuldt forhold til hende. I perioder, hvor hun har haft det særlig dårligt, har hun altid valgt at kontakte mig, når hun ikke har kunnet magte at have børnene hjemme. Jeg har så taget ansvar for at kontakte sagsbehandler efter aftale med moren. Drengen på 5 år er den yngste af de to brødre.

Mor er ikke så god til at høre…
Det mest hyppige var, at han i løbet af dagen bare kom ind og småsnakkede. Efterhånden fik han nogle små opgaver som at stemple kuverter, makulere papir m.m.. Jeg havde også indrettet en skuffe med papir, farver, lim og bøger til ham.

En dag, da han havde siddet og tegnet lidt, sagde han:
- Mor er ikke så god til at høre, hvad jeg siger.
- Hvad er det, du gerne vil sige til hende?
- Jeg bliver bange, når jeg ser de film.
- Hvad er det for nogle film, du bliver bange for?
- Det er sådan nogle film, hvor de skærer hinanden over. Min storebror siger, at det er sejt at se de film, og at han godt kan lide at se dem.
- Tror du det er rigtigt, hvad han siger?
- Nej, for når vi skal sove, bliver vi begge to meget bange.
- Kalder I så på jeres mor?
- Nej, for du ved godt, at hun nogle gange ikke hører, hvad vi siger. Vil du snakke med hende om det?
- Ja, det kan du tro, jeg gerne vil.

Jeg kontaktede drengens mor om eftermiddagen, da han blev hentet. Mens han selv var til stede fortalte jeg, at drengen ikke brød sig om at se den slags film, og at han blev bange. Jeg forsøgte at gøre hende forståeligt, at den slags film måtte hun og hendes kæreste se, når børnene var kommet i seng og faldet i søvn.

Bange for mørket
De sidste syv måneder, hvor drengen var på institutionen, var begge børn anbragt på et opholdssted. De blev kørt i taxa frem og tilbage hver dag. Da de havde været på opholdsstedet i et par måneder, sad han en dag inde hos mig:
- Har du godt set, at jeg er meget træt?
- Ja, det har jeg godt lagt mærke til. Hvordan kan det være?
- Det er fordi, jeg ikke kan falde i søvn. Så står jeg op og kigger ud af vinduet.
- Har du fortalt de voksne, at du har svært ved at falde i søvn?
- Nej, jeg kan ikke så godt lide nattevagterne, så jeg går bare lige så stille hen og kigger ud af vinduet. Det gør jeg, fordi der er nogle lys derude, som jeg kan kigge på.
- Jeg kan ikke falde i søvn, fordi jeg bliver bange for mørket, men det er ret smart, at jeg så bare kan gå hen og kigge ud på lyset, så er jeg ikke bange.

Jeg snakkede med drengen om, at man godt kan være bange for mørket, men at det er en god ide at sige det til de voksne, så de kan passe på en. Drengen sagde så:
- Tror du godt, de vil det?
- Ja, der er jeg helt sikker på, at de vil.

Jeg foreslog, at vi sammen ringede til hans kontakt og fortalte det. Det ville drengen meget gerne have. Jeg ringede igen nogle dage efter og fik bekræftet, at personalet nu kiggede oftere ind på hans værelse i løbet af natten. Efter en uge ringede kontaktpersonen tilbage og fortalte, at det var rigtigt, at drengen vågnede hver nat, et par timer efter at han var faldet i søvn. Han fortalte, at han drømte om nogle uhyrer.

På den måde forsøgte jeg at tydeliggøre for drengen, at det er godt at snakke med de voksne på opholdsstedet, og at de godt kan hjælpe med at passe på ham.

Eksemplerne understreger, hvor vigtigt det er, at pædagogen er opmærksom på børnene og –vigtigst af alt – tør tale med dem.

Samtalerne er også vigtige i forhold til det tværfaglige arbejde. Noter fra samtalerne udgør en væsentlig dokumentation, som kan indgå i tværfaglige møder, hvor der skal besluttes eventuelle yderligere foranstaltninger for at hjælpe drengen.

Du kan her downloade læringsguiden i word format

• Læringsguide #11
   (Fil: 26 KB)

 

Email til Webredaktøren