Hvordan PPR bruges til at finde børns ressourcer

“Vinden er min moder” er navnet på en bog skrevet af den indianske medicinmand Bear Heart. Heri fortæller han om sin barndom og om hvordan de ældre lærte fra sig ved at fortælle historier. Når ældre mennesker kom på besøg, fortæller Bear Heart, så betød det næsten altid, at de skulle overnatte og rejse videre næste dag. Så lavede man ved sengetid en sovekrog til børnene i det samme rum, som de voksne var i. Det var der en god grund til, siger han, for de forstod den menneskelige natur og vidste, at børn godt kan lide at lytte. “De vidste godt, at vi lå og lyttede, selvom det var meningen, at vi skulle sove, og derfor fortalte de voksne hinanden legender om vores stamme. De kendte allerede historierne – de fortalte dem for vores skyld. Bear Heart siger, at han lærte en masse, mens han egentlig burde have sovet. Historierne indeholdt også lærdom om, hvad der var passende og upassende opførsel blandt vores folk, så børnene blev opdraget på samme tid. Beart Heart mener, at hvis de voksne havde bedt børnene høre efter, så ville de have lukket ørerne og syntes, at det var kedeligt, men det, man lytter til i smug, se, det husker man! Videre fortæller Bear Heart at han lærte meget af sine forældre, men at indianske børn lærte mest af stammens ældste. Drenge blev oplært af enten en onkel eller bedstefar og pigerne lærte kvindens rolle af enten en faster, moster eller bedstemoder.

Antropologer finder den “gode historie” hos alle også såkaldt “primitive” kulturer. Vi har også i skolen lært om dødehavsrullerne, de islandske sagaer, Homers “Iliaden” og “Odysseen” og mange, mange andre udtryk for menneskers evige behov for at fortælle historien om sig selv. Der kan være mange globale variationer i forhold til antropologernes egen (vestlige) kulturformidling, men hensigten er den samme, nemlig at videregive et folkeslags bærende værdier til den næste generation. Engelske og amerikanske antropologer har fortalt og skrevet mange beretninger om fremmede kulturers for dem/os mærkelige måder at opføre sig på, men den stigende globalisering har medført, at man i dag i “de varme lande”, “u-landene”, “den tredje verden” eller hvad man tidligere brugte af udtryk, finder folk, der beskæftiger sig med at samle de komponenter, der indgår i den pc`er, jeg f.eks. skriver på.

Når projektet “Den Usynlige Pensel” således har til formål at sætte fokus på og søge at fremme den proces, hvor børn danner sig deres egne indre billeder, så skal vi være bevidste om, at vi for det første kun kan relatere os til vor egen kulturelle kontekst, når vi læser om de teorier, som vi gerne vil have udmøntet i praksis og at vi for det andet måske kan lære noget ved at skue en lille smule videre ud i horisonten. Bear Hearts familie havde ingen teoribøger, men de kendte en glimrende pædagogisk metode til at lære børn noget. Desuden deltog – foruden forældrene – andre familiemedlemmer aktivt i opdragelsen.

I vor vestlige kultur bliver de fleste børn også opdraget af både forældre og andre voksne. Hos os er de andre voksne imidlertid ikke familiemedlemmer, som man er opdraget til at have respekt for, nej, det er helt fremmede, professionelle personer, som opdrager børnene og bidrager til deres udvikling. På grund af vores kommunikativt særdeles komplicerede kultur bliver en teoretisk referenceramme vigtig for at sikre en fælles forståelse, som vi kan dele med hinanden i ord og handlinger. Forskningen, som er grundlaget for teoridannelserne, har, hvis man ser på spædbarnsforskningen, bevæget sig gennem forskellige faser. I 1960-70erne studerede man spædbarnets kapacitet og kompetencer, i 1980erne var det studiet af interaktion og samspil og i 1990erne var det forskningen i de indre repræsentationer i forældre-barn-relationen som var i centrum. En af de metoder til praksis, som (igen) blev moderne er den såkaldte Marte-Meo-metode, hvor man optager video og sammen med forældrene analyserer adfærd, deres egen og barnets. For at give os pejlemærker at se efter i børnenes udvikling, har mange forskere beskrevet den som et forløb gennem forskellige stadier.

Hvis vi i denne sammenhæng vælger at benytte forskeren Daniel Sterns udviklingsteori, så foregår der i 3-4 års alderen hos barnet udviklingen af “det narrative Selv” og perioden kaldes nogle gange “historiens verden”. Sproget er i denne periode i rivende udvikling og at mestre sproget, siger Stern, medfører evnen til at fortælle sin livshistorie med alle de muligheder dette rummer for at ændre opfattelsen af sig selv. Det, at fortælle en historie er forskellig fra nogen anden form for tænkning eller tale. Det synes at inddrage en anden tankeform end problemløsning og ren beskrivelse. (Mange bekymrede tanter har gennem årene haft problemer med at finde ud af, om barnet var kreativt fantasifuldt eller blot fuld af løgn!). At fortælle indebærer at tænke på mennesker der fungerer som handlende individer med hensigter og mål og som befinder sig i en årsagssammenhæng med en begyndelse , en midte og en slutning. I denne udviklingsperiode opnår de fleste børn altså en psykologisk forståelse af menneskelig adfærd og kan organisere oplevelser og handlinger. I daginstitutionerne iagttager pædagogerne om barnet kan indgå i rollelege. Men ved vi altid, hvad der er, vi ser? Er vi klar over, hvilke “målestokke” vi tager i anvendelse, når vi vurderer om et barn er alderssvarende udviklet? De voksne i daginstitutionen har også som børn gennemlevet denne udviklingsfase MEN det var i en anden tids- og samfundsmæssig kontekst og med andre teorier at blive vurderet ud fra. Samtidig er der sket en socialisering, der har bidraget med et erfaringsgrundlag, som løbende har påvirket den indre billeddannelse. Stern taler om sproget som et “tveægget sværd”, fordi det giver nye muligheder for kommunikation men samtidig giver en “adskillelse” fra den umiddelbare oplevelse. (At skulle vælge ord til at beskrive oplevelsen/følelsen med kontra selve oplevelsen). Jo flere erfaringer et menneske har til at korrigere den umiddelbare oplevelse, desto mere konformt bliver det. Derfor påstår man nogle gange, at børn er tættere på den umiddelbare eller “ægte” oplevelse end voksne er.

Hvordan kan voksne styre børnenes erfaringsdannelse gennem en påvirkning af den indre billeddannelse? Det kunne være dette spørgsmål, der skal besvares, før der kan udvikles egentlige læreplaner for børn i daginstitutioner. I den forbindelse kan det være vigtigt bl.a. med baggrund i ovenstående, at skærpe opmærksomheden omkring nogle væsentlige faktorer:

  • Vi ved , at børn har en meget mere umiddelbar oplevelse af omverdenen end voksne har.
  • Vi ved, at vurderingen af børns formåen er bundet i en kulturel (vestlig) kontekst
  • Vi ved, at vore egne erfaringer (hver enkelt pædagog) er de “briller” vi ser igennem og som samtidig danner basis for vore egne indre billeder. Derfor “farver” vore fordomme, det, vi ser.
  • Vi ved, at vi behøver en teoretisk referenceramme som basis for at “forstå” børns handlinger og for at kunne kommunikere vedr. disse handlinger.
  • Vi ved, at vi har problemer med at udmønte teorier i handlinger, fordi der opstår sproglige unøjagtigheder og overfortolkninger.
  • Vi ved, at det er nemmere at få øje på fejl end på ressourcer – også hos os selv.

Derfor:

  • skal pædagogerne være den faggruppe, der værner om barnets kreativitet med udgangspunkt i de observationer de gør i dagligdagen
  • skal pædagogerne være ressourcespejdere og have tid til at skabe positiv udvikling for børn frem for at drukne i administration
  • skal pædagogerne have tid til at indgå i faglige dialoger med andre faggrupper

Når man taler om at skabe struktur i barnets dagligdag, så er det vigtigt at tage højde for både den ydre og den indre struktur. Dermed mener jeg, at pædagogerne i daginstitutionen skaber det rum og de rutiner, som de udviklende aktiviteter skal foregå i. De indre strukturer er baseret på substansen i de handlinger, som er udviklende for det enkelte barn. Observationer af, hvad børn siger og gør, giver pædagogerne den viden, de behøver, for at blive opmærksomme på det enkelte barns styrkesider og initiativer, så pædagogikken kan tilrettelægges med specifikke hensyn til de enkelte børns ressourcer. Først derefter kan barnet være deltager i egen læreproces.

Nedenstående observationsskema kan, med alle de ovenstående faktorer og forbehold in mente, danne grundlag for en dialog dels mellem forskellige faggrupper dels mellem forældre og fagfolk. Man er velkommen til at videreudvikle skemaet så det bliver bedre.

Hanne Jacobsen, PPR

Har du haft glæde af indlægget her eller har du nogen spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive en kommentar herunder eller hent vores RSS feed til din news reader.
mar 12, 2012 | Kategori: Læringsguide | Kommentarer: 0 | Tags: , , , ,

 

Skriv en kommentar